DILEMMA: En kaution ved man, hvad er
Vi ser nærmere på de mange ”støtteerklæringer”, som moderselskaber, aktionærer og ledelser skriver under på i regnskabssæsonen. Hvad betyder de? Og hvilke skal man absolut ikke skrive under på? En støtteerklæring omtales sommetider også som en hensigtserklæring, et Letter of Comfort eller et Letter of Awareness. Læs med her, hvor vores specialister Dan B. Larsen og Henrik Ottosen kommenterer på dilemmaet.
Situationen er kendt af mange. Ikke mindst i kriseår, når dårlige resultater har gjort et betydeligt indhug i egenkapitalen – ja måske ligefrem har spist hele egenkapitalen og mere til. Ledelsen er sikker på, at tiderne er vendt, og at alt nok skal blive godt igen, men revisor vil ikke nøjes med ledelsens eller ejernes optimistiske forklaringer, hvis de ikke skal påføre årsrapporten et forbehold for going concern.
Og så kommer forslaget om, at der kan indsættes en støtteerklæring i regnskabet. Og revisor har tilfældigvis lige teksten til, hvordan sådan en kan se ud – og det er der, man skal til at tænke sig rigtigt godt om. Nedenfor beskriver vi en række forskellige støtteerklæringer, og det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan de er formuleret. Vi har set formuleringer, der strækker sig lige fra velmenende - men uforpligtende - snak, til noget der dybest set er en selvskyldnerkaution.
Skal du skrive under eller ej?
Inden man overhovedet skriver under på noget som helst, bør man som kapitalejer tage en dyb indånding. Er den optimisme, man giver udtryk for, reel? Er vinden nu også vendt, så man kan regne med, at selskabet kommer til at tjene penge fremadrettet, så egenkapitalen kommer på plads igen, og støtteerklæring kan slettes til næste år. Eller er det mere realistisk at konstatere, at den negative drift ikke bliver bedre foreløbig – og at det derfor er en god ide ikke at smide gode penge efter dårlige? For en støtteerklæring – uanset hvor venligt den er formuleret – handler jo om at påtage sig en risiko, som man ikke ville have, hvis man ikke skrev under. Og omvendt er alternativet, at selskabet må lukkes ned, for ikke mange vil yde kredit til et selskab, der har et forbehold for going concern i årsrapporten.
Når disse overvejelser er gjort, er næste skridt at formulere støtteerklæringen. For uanset om det er revisor eller bank, der er kommet med forslaget til en formulering, er det kapitalejeren/moderselskabet/ledelsen, der bestemmer, hvad de vil byde ind med. Revisor kan dog afvise formuleringer, der ikke reelt sikrer driften i det kommende regnskabsår.
Eksempler på formuleringer af støtteerklæringer
Lad os prøve at se på nogle formuleringer:
”Selskabets bestyrelse og ejere vil sørge for den nødvendige kapital til selskabets fortsatte drift og fremadrettede udvikling" og "vil stille likviditet til rådighed i form af lån således, at selskabet samlet forventes at have den nødvendige likviditet til at kunne gennemføre de budgetterede aktiviteter for det kommende år”.
Selvom det jo næsten lyder som en garanti, fastslog Højesteret i 2009, at ”der var tale om generelle udsagn rettet til en ubestemt personkreds og ikke en indeståelse for opfyldelsen af selskabets forpligtelser over for kreditorerne”. Ejerne blev derfor frifundet for de krav, selskabets kreditorer havde rejst mod dem efter selskabets konkurs.
En anden version er:
”vi vil om fornødent tilføre selskabet tilstrækkelige likvide midler til, at det til enhver tid er i stand til at opfylde sine forpligtelser over for banken".
Det ligner egentligt også en kaution for bankgælden, men Højesteret fandt i U 1998.1289H, at det kun var en svag støtteerklæring og ikke et klart og entydigt løfte, der forpligtede moderselskabet til at dække bankens tab. Måske er det indgået i overvejelserne, at moderselskabet udtrykkeligt havde afvist at stille en egentlig kaution.
Denne dom er dog modsatrettet en 5 år ældre afgørelse (U1994.470H), hvor ejerne havde erklæret, ”at vi om fornødent vil tilføre selskabet tilstrækkelige likvide midler til, at det til enhver tid er i stand til at opfylde sine forpligtelser overfor banken”.
Her fandt Højesteret, at erklæringen – selv om den bar overskriften ”Hensigtserklæring” – måtte føre til, at ejerne havde påtaget sig en retligt bindende forpligtelse overfor banken.
Så det er støtteerklæringens helt præcise indhold, der afgør, i hvor vidt omfang den binder underskriverne.
Derudover er det jo ret afgørende, hvem der kan gøre krav gældende i forhold til en støtteerklæring. Hvis den udtrykkeligt er afgivet overfor ”Banken”, som i de to nævnte højesteretsdomme, er det naturligvis kun den pågældende bank, der kan påberåbe sig erklæringen.
En helt almindelig formulering er, at ”moderselskabet har påtaget sig en forpligtelse til at tilføre selskabet den fornødne likviditet, så det er i stand til at opfylde sine forpligtelser”. Og det er en ren blanko kaution overfor alle selskabet kreditorer. Men der skal ikke mange ord til, før betydningen er en helt anden:
Havde der i stedet stået, ”moderselskabet har påtaget sig en forpligtelse til at tilføre selskabet den fornødne likviditet, så det er i stand til at opfylde de forpligtelser, selskabet påtager sig i løbet af regnskabsåret”, så var det i det mindste begrænset til ny gæld. I enkelte tilfælde ser man sågar støtten indskrænket til ”…indtil den 31.12.202X” – så rammer det i virkeligheden kun forpligtelser, som selskabet har påtaget sig fra regnskabets offentliggørelse og indtil årets udløb.
Hvor mange kreditgivere mon læser støtteerklæringen så tæt?
Pas på hastværk
I andre tilfælde er der tydeligvis ikke tænkt så grundigt over formuleringen – man har bare ønsket at få revisor til at underskrive uden mere vrøvl om going concern:
”Selskabets ledelse indestår for, at selskabet tilføres tilstrækkelig likviditet til at kunne opfylde sine forpligtelser”
Her er både eksisterende og fremtidig gæld dækket af indeståelsen. Og hæftelsen er ikke begrænset til forpligtelser, som selskabet påtager sig, men også f.eks. erstatningskrav.
Til overflod er det ”ledelsen”, der påtager sig forpligtelsen – og ikke kun ejerne. De eksterne bestyrelsesmedlemmer og/eller ansatte direktører, der skriver under på en sådan erklæring, påtager sig en forpligtelse, som næppe modsvares af deres løn hhv. bestyrelseshonorar. Men i hastværket for at få en årsrapport uden forbehold for going concern gjort færdig, sker det ikke desto mindre.
DAHLs råd
Kommer man som ejer eller bestyrelsesmedlem i den situation, at revisor forlanger en støtteerklæring som forudsætning for ikke at give årsrapporten et forbehold for going concern, er der en række overvejelser, man nødvendigvis må gøre sig.
Skal man overhovedet påtage sig en sådan forpligtelse (alternativet er jo at lade selskabet gå konkurs og konstatere tabet), og hvis man skal, hvem er det så, der skal underskrive? Moderselskabet eller ejerne har en interesse i det, men ansatte direktører og bestyrelsesmedlemmer uden medejerskab har ikke.
Hvem skal kunne påberåbe sig erklæringen? Banken – ja måske, men kunne det ikke have været klaret med en kaution, som man da i det mindste kender omfanget af?
Skal alle kreditorer kunne påberåbe sig støtteerklæringen – også dem der allerede har ydet kredit? Eller dem der får et erstatningskrav mod selskabet.
Hvor længe gælder støtteerklæringen? Frem til regnskabsårets afslutning – eller til næste årsrapport?
Jo mere præcist man får formuleret støtteerklæringen, jo mere præcist kan man vurdere, om det er en risiko, som man kan og vil påtage sig. Og der er ingen grund til at vente til dagen før generalforsamlingen, hvor ledelse og ejere i panik skriver under på hvad som helst. Kapitaltabsproblematikken har jo som regel været kendt i månedsvis på det tidspunkt, så der har været god tid til – i samarbejde med selskabets advokat – at få formuleret en præcis erklæring, der er vidtgående nok til at få fjernet forbeholdet for going concern, men omvendt ikke går videre, end formålet kræver.
DAHL BoardExcellence® - nyttig viden om bestyrelsesarbejde
Denne artikel er en del af vores DILEMMA-serie, som belyser nogle af de problemstillinger, der kan opstå i et ellers velfungerende samarbejde mellem bestyrelse og direktion. Ordet ”dilemma” stammer fra græsk og udtrykker den situation, at en person skal træffe et valg, typisk mellem to eller flere lige gode eller lige ringe muligheder. Dilemma løses som oftest gennem ledelse. Det juridiske regelsæt er ofte ude af stand til at anvise en vej i løsningen af de konflikter, der udspringer heraf.
Har du konkrete spørgsmål til dilemmaet, som vi har behandlet i denne artikel eller generelle spørgsmål omhandlende bestyrelsesarbejde, er du altid velkommen til at kontakte en af vores eksperter.